Om Talent 016

Talent Randers fandt første gang sted i 2013. Nu søges der deltagere til Talent 016.

Randers har mange musikalske miljøer, hvor unge prøver deres talent af. Det dynamiske musikmiljø i Randers tæller blandt andet Paderup Gymnasiums musiklinje, Kaosambassaden og Ungemiljøet under Randers Ungdomsskole samt spillestedet Von Hatten.

For at give de randrusianske musiktalenter en hjælpende hånd har Randers Kommunes Kulturelle Forvaltning, Værket og musikproduceren Kent Olsen sammen skabt udviklingsforløbet Talent Randers. Deltagerne ved Talent 016 bliver igennem et forløb fra april til oktober coachet og vejledt af erfarne musikere og branchefolk. Der bliver øvet og indspillet i studiet.

Projektet rundes af med en koncert på Turbinen. Udviklingsforløbet er sammensat af musikproducer og trommeslager Kent Olsen, der blandt andet har samarbejdet med etablerede navne som Tina Dickow og Poul Krebs.

Unge som ønsker at deltage i Talent 016 skal indsende en beskrivelse af sig selv sammen med en til tre sange – optaget som mp3-fil til line.sorensen@randers.dk. Materialet skal være indsendt senest mandag den 18. april.

Tidligere deltagere udtaler:

Stephanie Maria/Talent 013:

Forløbet har været altafgørende for min musikalske rejse og været grobund for mange store oplevelser. Det har givet mig en fornemmelse af, hvad musikbranchen er for en slags “verden", og hvordan man indgå i denne. Det gælder bl.a. interviews og udformning af pressemeddelelser. Mødet med teamet bag projektet var enestående, og det er de rette mennesker at møde, hvis man er villig til at begive sig ud på en musikalsk og hård rejse. Det har været en oplevelse, som jeg ikke har villet være foruden. Jeg har mødt mange af de lokale musikere, hvor vi har kunnet dele oplevelser og erfaringer og samarbejde på kryds og tværs. Jeg husker tiden i Talent 013 som enormt spændende og intens, og Kent Olsen samt alle de involverede i projektet har mødt os deltagere i øjenhøjde og med gensidig respekt for det musikalske.

Sofie Daugaard/Talent 015:

Talent 015 har gjort mange ting for mig. Forløbet har først og fremmest hjulpet mig til at komme tættere på, hvilken type kunstner og sangskriver jeg er. Har tydeliggjort hvilken vej mine stærke sider som musiker kan føre mig. Jeg er blevet inspireret og fået givet blod på tanden der er blevet åbnet op for kontakter i branchen. I forbindelsen med mødet med booker har forløbet samtidigt på den anden side givet mig et indblik i, at musikbranchen er et erhverv, der kræver en enorm vilje og mod, og at man skal kæmpe for at opnå sine mål - måske meget, måske lidt. Det er forskelligt. Jeg er blevet en stærkere sangskriver og kunstner - men også på den måde et stærkere menneske. Talent 015 netop har vist mig, at jeg altså godt kan kalde mig selv sangskriver og kunstner.

Nanni/Talent 015:

Talent 015 har fået mig til at føle mig hjemme i musikbranchen. Jeg har fået udvidet min horisont omkring sangskrivning og er blevet præsenteret nogle skønne kontakter, som jeg spiller musik med. Talent 015 har gjort at jeg har fået endnu mere musik ind i mit liv og jeg har fået en større forståelse for, hvad det vil sige at være musiker. Jeg har fået viden omkring jobs, promovering og overall knowhow til hvordan man kommer længst med de færdigheder man nu en gang har ;) Talent sender en afsted med redskaber som man kan bruge i alle livets faser.