Gør som Kronprinsen - prøv Røde Kors' Virtural Reality-Bænk i Randers

Fem minutters rejse til Syriens nærområder og tilbage igen. Det er den oplevelse, du - som Kronprinsen på billedet - kan få på Røde Kors' VR-bænk, der gæster Randers fra den 29. november til 8. december 2018.

Her på Røde Kors' Virtual Reality-bænk får Kronprinsen et indblik i den virkelighed, som syriske flygtninge lever under lige nu. Foto: Jakob Dall/Røde Kors

22. november 2018 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Sæt dig på Røde Kors' røde VR-bænk, tag et par virtual reality-briller på - og pludselig befinder du dig langt, langt borte i et af nærområderne til Syrien, som flere mio. mennesker er flygtet til.

I gamle, nedslidte bygninger. På støvede jordveje imellem skrøbelige flygtningetelte. Og foran flygtninge fra Syrien, der hver især vil fortælle dig om deres hverdag. Om deres daglige udfordringer og bekymringer, om lyspunkter og drømme for fremtiden.

Med den røde VR-bænk forsøger Røde Kors med ny teknologi at bringe flygtninge i nærområdet tæt på danskerne - og samtidig transportere danskerne virtuelt ned i nærområderne.

"Virtual reality er et stærkt kommunikationsværktøj, der er med til at sikre høj indlevelse, forståelse og ikke mindst empati. Og netop dét er der brug for", fortæller Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.

Randers Bibliotek, Røde Kors og Underværket har i samarbejde sørget for at Randers-borgerne vil kunne opleve bænken på egen krop, først gang torsdag den 29. november 2018 i Underværket, i forbindelse med Integrations-stormødet fra kl. 16 til 18. Derefter den 30. november og 1. december i Røde Kors' butik Mariagervej 86, Randers, og til sidst står bænken på Randers Bibliotek fra søndag den 2. december til lørdag den 8. december.

"Vi er rigtig glade for at kunne tilbyde Randers-borgerne denne mulighed for at opleve, hvordan det er at være i en flygtningelejr - selvom det er på afstand", Lyder det fra Dorthe Meyer Andreassen, Randers Bibliotek.

Fakta: 

Røde Kors er med støtte fra EU i færd med en storstilet indsats for at hjælpe nogle af de mange syriske flygtninge i nærområderne og lette trykket på de lande, som er stærkt belastet af flygtningestrømmen fra Syrien.

Sprogundervisning, jobtræning, psykosocial hjælp, sundhedsindsatser og øvrige aktiviteter vil sikre op mod 1 million mennesker hjælp i Tyrkiet, Libanon, Jordan, Egypten og Irak.

Formålet er at sikre så mange flygtninge som muligt en tryg og værdig dagligdag, indtil de på et tidspunkt kan vende hjem igen.

Den virtuelle oplevelse, som kan opleves på bænken, er optaget i Libanon, hvor mere end 1 million syriske flygtninge har søgt tilflugt.