Ny-tilflyttere vandt lysregatta

Sejlere dystede lørdag aften om en præmiesum på 15.000 kroner, da Randers Ugen afholdte lysregatta. Vinderne blev inviteret med ombord på slæbebåden Jens Ove, hvor et dommerpanel bestående af repræsentanter fra Randers Havns virksomheder ønskede tillykke.

Gruppefoto af alle vinderne med Lasse og Pernille til venstre i fotoet som er taget ombord på slæbebåden Jens Ove

20. august 2017 - Oprettet af Kenneth Sørensen

En uge fyldt med mere end 500 arrangementer, hvor der har været alt fra blandt andet musik, kunst, sport, teater og gastronomi er nu slut. Og traditionen tro var det en festlig afslutning med lysregatta og fyrværkeri på Randers Havn. Tilflytterne Lasse Sartou og Pernille Langbak deltog for første gang i lysregattaen. De købte en sejlbåd sidste år, efter de var flyttet til Randers. De have pyntet båden med mere end 200 balloner indkøbt i Tyskland samt flag fra Sverige og Spanien.

”Da vi læste i avisen, at der vil være en stor præmiesum, besluttede vi os for at gå all in. Men det er nu ikke på grund at pengene, at vi deltager,” siger Lasse Sartou.

”Nej, for det er super skægt, og man bliver helt benovet over alle de mennesker der kigger med fra kajen. Der er en så god stemning, ” supplerer Pernille Langbak.

Det unge par har brugt otte timer på at pynte båden.

”Vi blev først færdig én time før regattaen begyndte, ” fortæller Lasse Sartou.

Arbejdet var til gengæld også besværet vær. Der var nemlig bred enighed blandt dommerne om, at Lasse og Pernille skulle tildeles førstepladsen og dermed en check på 7.000 kroner.

Til spørgsmålet om hvad pengene skal bruges til, svarer Lasse Sartou med et humoristisk grin.

”Vi havde et vennepar med i båden, som skal giftes i Grækenland om et par uger, så vi kan altid give en øl i lufthavnen”.

Præmien blev overrakt af næstformanden i Randers Havns bestyrelse, Morten Grosbøll.

Foruden førstepræmien var der en andenpræmie på 5.000 kroner og en tredjepræmie på 3.000 kroner.