Randers Ugen

Randers Ugen er en stor, brugergenereret folkelig fest med mere end 500 arrangementer.

Det er borgere, foreninger, kulturaktører - ja dem, der har lyst og initiativ - som står bag de hundredvis af arrangementer. Idéen er, at alle er velkomne til at deltage, nyde, gå til store som små arrangementer og oplevelser. Der er noget for alle aldersgrupper.

Besøg Randers Ugens hjemmeside.

Randers Ugen har intet overordnet tema. Det er de forskellige genrer, der skaber rammen for ugen. Musik, teater, kunst og sport bidrager med de fleste arrangementer. Der er meget at opleve, uanset om man foretrækker at blive underholdt eller selv ønsker at deltage med et bidrag. Det er gensyn med vennerne og en fest, vi sammen deler og oplever.

Randers Ugen finder altid sted i uge 33, og det er ingen tilfældighed, for ifølge landmandskonen Lotte Andersen så er vejrguderne netop i den uge sædvanligvis i sit milde og venlige lune, hvilket tilgodeser de mange udendørs arrangementer.

Den første Randers Uge fandt sted i 1977 samtidig med, at Randers fejrede sit 675 års jubilæum som købstad.